Just another WordPress.com site

Psykopater og kærligheden

Jeg vil jo ikke mene, at psykopater kan føle kærlighed, eller empati for den sags skyld. Og min mors forhold til min far understøtter den teori.

Mine forældre nåede at være sammen i mere end 25 år, inden min far døde. Det er ganske utypisk for psykopater, at deres parforhold holder så længe, men hvis partneren har noget, de gerne vil have, så kan de godt holde ved. Og min far havde noget, der var attraktivt for min mor; han havde en høj stilling, status og mange penge.

Hvordan mine forældres forhold var strikket sammen, fandt jeg først ud af, efter at min far var død. Derefter faldt brikkerne langsomt på plads.

Mine forældre mødtes, da min mor var sekretær for min far. Hun havde være gift før, men det havde ikke holdt længe, og var endt voldeligt. Hun angav selv, at hendes eksmand havde taget kvælertag på hende, men hun kunne også fortælle en historie om, hvordan hun havde kradset ham med sine lange negle, og derefter hældt skoldhed kaffe ned i såret, fordi han havde lagt sig ud i solen efter arbejde en dag. Så der var vold fra begges sider.

Min far var gift og havde en lille søn på et år, da mine forældres forhold begyndte. Det var turbulent i starten, og min far forsøgte flere gange at bryde det af. Lidt senere i forholdet fik min far en depression, og min mor påbegyndte en affære med en anden mand. Hun forklarede det selv med, at det er svært at sidde hjemme sammen med en person, der helst bare vil ligge i sin seng.

Tre måneder inden min far døde, døde en af hans gamle venner. Mine forældre tog med til begravelsen, og min mor kom hjem og fortalte, at enken havde skælvet af chok, da kisten blev båret ud. Hun viste mig ligefrem, hvordan enken havde set ud.

Ved min fars begravelse så jeg min mor stå og skælve på nøjagtig samme måde, som hun havde vist mig tre måneder tidligere. Det var dér, at jeg for alvor blev klar over, at der var noget galt med min mor. Det var tydeligt, at hun ikke kunne mærke følelserne selv, så hun måtte mimikere dem.

Når man beder min mor om at beskrive min far, så siger hun; “Han var for tyk.”. Uanset hvordan man spørger, så er det det svar, man får. Hvis man graver lidt mere, siger hun, at han var en “blød mand”. Hvad det betyder, ved jeg ikke, men for hende har det betydet, at han var nem at manipulere.

Og hendes forestillinger om, hvad ægte kærlighed er, er i bedste fald bizzare. En gang fortalte jeg hende, at min far altid havde bedt om slik, når vi havde slikaftner, og når min mor ikke var i nærheden. Når min mor var til stede, afskyede han slik lige så meget, som hun gjorde, for hun hader søde ting.

Selv ville jeg være blevet ulykkelig, hvis det viste sig, at min ægtefælle ikke turde være sig selv omkring mig. Men jeg havde regnet med, at min mor ville synes, at det var en sjov lille detalje. Det godt hun ikke. Hun blev smigret og stolt af, at hun havde kunnet diktere hans væremåde på den måde.

Jeg ved ikke, om hun savner ham. Hun har ikke rigtigt givet udtryk for det.

Når jeg hører om mennesker, der indleder forhold med psyopater, så tænker jeg, at de skulle bare vide, hvor lidt de betyder for psykopaten, der kun bruger dem til at opnå noget. Psykopater kan lade som om, de har dybe følelser. De kan også sige de rigtige ting, men det er de samme ting, de siger; om og om igen. Psykopater dømmer dit udseende, og ser aldrig videre, selv når de er i parforhold. De er ligeglade med, hvem du er, bare du er manipulerbar.

Jeg lyder hård, men der er for mange mennesker i denne verden, der tror, at psykopater kan elskes rare. Det kan de ikke, og de mennesker, der tror, at de kan gøre en forskel for en psykopat, tja, de skulle bare vide…

Reklamer

Ekstra Bladet bringer i dag en opfølgning på emnet fysisk vold:

http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1656477.ece

Her skriver de, at flere eksperter mener, at psykisk vold skal straffes, og Mette Elgaard, psykolog i Mødrehjælpen, anfører at ;

“Det ville være en stor hjælp, hvis man på den måde kunne synliggøre psykisk
vold. Give de mennesker nogle redskaber, så man kan se overgrebene.”

Men Jørn Vestergaard, Juraprofessor og forfatter til flere bøger om strafferet , mener ikke at det vil have afskrækkende effekt eller føre til ret mange strafferetlige sager at gøre psykisk vold ulovligt i forhold til strafferetten.

Jeg må desværre give hr. Vestergaard ret. Hele vores retssystem fra politiet til dommerne er direkte uegnet til at håndtere psykisk voldelige i almindelighed og psykopater i særdeleshed. Og en lille paragraf i straffeloven vil faktisk ikke ændre noget.

Når man nu ved, hvor fuldstændig umuligt, det er, at få et tilhold, så er det svært at se, at det samme system, som nægter at hjælpe med at holde psykopater og andre voldmænd væk fra deres ofre, skulle bryde sig om at dømme de selv samme psykopater og voldsmænd for psykisk vold.

Det kræver nærmest blod på bordet, gerne nogle brækkede knogler og allerhelst lidt hjernemasse for at få et tilhold, en dom må jo alt andet lige kræve meget mere. Okay, det var så rigtigt ulækkert, men ikke forkert desto mere. Hvis du bliver groft generet af en person, som du flere gange har bedt om at lade dig være, og du henvender dig til politiet for at hjælpe dig, så kan du allerhøjest forvente, at de tager ud og taler med din stalker. Og jeg har aldrig hørt om en psykopat, der følte sig hjulpet på rette vej efter en samtale med politiet, tværtimod. En psykopat vil se det som en fornærmelse, og han vil derefter gøre, hvad han kan få at få dig sat på plads igen og lære dig, at der er ingen højere autoritet end ham.

Hvor mange kender du, som har haft held til at få et tilhold? Nej, vel. Tilhold er nogenlunde lige så ofte forekommende som total skattefrihed. Det får almindelige mennesker bare ikke.

Det virker som om, politiet er rigtigt, rigtigt dårligt uddannet i at håndtere psykopater. Jeg havde en veninde, der pludselig havde en meget aktiv stalker på halsen. Det var en hun kendte fra sin uddannelse, hvis tilnærmelser hun havde afslået. Han begyndte at ringe på hende dørklokke midt om natten, malede på hendes vinduer med sort spraymaling, sendte hende et utal af breve og opsøgte hende for at true hende flere gange. Politiet blev hurtigt inddraget, og en politibetjent fortalte hende endda, at hendes stalker var psykopat, men de gjorde ikke noget ved det, fordi de mente, at han bare var en sur ekskæreste. Det var han så ikke, hun ville jo ligesom ikke have noget med ham at gøre. Og hvorfor skal ekskærester fredes? Og hvis ekskærester nu absolut skal fredes, hvem er det så, der skal skraffes for psykisk vold?

Det skulle jo så være børnene af psykisk voldelige forældre. Men de er jo beskyttet af socialforvaltningen i kommunen eller… Nej, sandheden er, at hvis politiet og retssystemet er dårlige til at håndtere psykopater, så socialrådgivere og sociallovgivingen endnu dårligere. Og her skal jeg lige stoppe mig selv, for jeg mener faktisk, at der er utroligt mange dygtige socialrådgivere derude, og at socialrådgiverne er ved at blive ofre for en bølge af kommunelede, som altså ikke er helt retfærdig.

Men almindelige mennesker, herunder socialrådgivere, politibetjente og dommere har meget svært ved at sætte sig ind i, hvad psykopater er i stand til og rent faktisk gør. Jeg mener, at der er en meget stort gruppe af offentlige ansatte, der burde uddannes meget bedre i psykopati. Og før, de bliver det, kan det ikke betale sig at lovgive om straf for psykisk vold, for dem, der varetager lovgivningen, forstår det simpelthen ikke.

Hvad er så psykopati?

Nu er jeg så hverken psykolog, psykiater eller forsker, men datter af en psykopat, så jeg finder derfor emnet interessant.

Her er, hvad Wikipedia skriver:

http://en.wikipedia.org/wiki/Psychopathy

 

Her er mine egne betragtninger:

 

Hvad er en psykopat?

Nogle mener, at psykopater i virkeligheden er narcissister, antisociale eller asociale. Nogle mener, at der findes forskellige typer psykopater. Jeg har min egen “symptom-liste” for psykopater:

  • Er drevet af behov. Det kan være et behov for magt, anseelse eller penge, men sjældent noget der stikker meget dybere.
  • Overdrevet selvværd.
  • Manglende evne til at elske eller føle andre socialt normale følelser, udover deres egen smerte.
  • Tror, de har krav på at få deres ønsker/behov opfyldt uanset, hvad det koster andre.
  • Manglende skyldfølelse eller skam.
  • Overdrevet og til tider fuldstændig unødvendig og uforståelig brug af løgn.
  • Ude af stand til at lære af deres fejl i social kontekst.
  • Nægter at tage ansvar for deres handlinger. Det er altid andres skyld.
  • Ingen langvarige venskaber, medmindre vennen har noget, de gerne vil have.
  • Rastløse.

Hvordan psykopatien giver sig til kende, afhænger af det miljø, psykopaten befinder sig i. Om psykopaten blev en lusket finansmand på højt plan eller dummebødeinddriver, bestemmes af det sociale miljø, psykopaten er vokset op i.

Psykopater falder jo ikke bare ned fra himlen. De bliver opdraget af familien og af deres omgangskreds. Derfor ved de, hvordan man begår sig i det pågældende miljø, og de lærer at styre menneskene i det miljø.

Psykopater i højere sociale lag (eller alt op over narkomiljøet m.v.) er ofte charmerende, velklædte og generelt veltrimmede, fordi de ved, at det kan hjælpe dem til at få de kontakter, de har behov for. De har de rigtige ting, siger de rigtige ting, gør de rigtige ting. Men altsammen med bagtanke.

Det er også derfor, at psykopater aldrig forelsker sig. De finder sig bare en person, der kan opfylde et behov. Ofte vil psykopaten således være mest interesseret i partnere, der er fysisk attraktive, har gode kontakter, er velbemidlede eller desværre i nogle tilfælde; nemme at dominere.

Når en person ikke længere har værdi for psykopaten, bliver personen skråttet, og psykopaten tager afsted for at finde andre, der kan opfylde hans behov. Er personen færdig med psykopaten, før han er det med personen, så er det, at tingene kan blive ubehagelige. Eftersom personer kun er værktøj i psykopatens stræben efter at få sine behov/ønsker opfyldt, så har de ingen ret til at sige fra overfor psykopaten, og da psykopaten mangler skyldfølelse, er det her, at tingene kan gå rigtigt galt. Hvis du forsøger at slippe væk fra en psykopat, så søg hjælp. Jeg ved, det er svært, men der findes krisehjem osv. Kontakt din kommune og spørg om råd der.

 

Hvorfor bliver en person psykopat?

Behandlere og forskere er åbenbart ikke helt enige om, hvorvidt psykopati er arveligt. Nogle mener, det er den genetiske arvemasse, der bestemmer, da en person har større sandsynlighed for at blive psykopat, hvis hans enæggede tvilling er det, selv om de er vokset op hver for sig. Andre mener så, at miljøet spillet stort ind. Sjovt nok så er psykopatforældre det allerbedste miljø at opfostre små nye psykopater i, så det at have en psykopatisk mor og/eller far giver rig mulighed for selv at blive psykopat, dels fordi generne er der, dels fordi miljøet er der.

Som sagt, så er min mor psykopat, og nok også min mormor, og historierne om min oldemor (min mormors mor) vidner om en led og kold person, som ingen elskede, men alle frygtede. Lyder det ikke lidt som en psykopat? I hvert fald, så mener jeg helt sikkert, at psykopati er arveligt, om det så er arv eller miljø, eller en kombination, der gør det, skal være usagt.

Visse hjerneskader kan også få folk til at opføre sig som psykopater, men om de rent faktisk bliver psykopater, ved jeg ikke.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så bare kom med dem.

Jeg har godt nok startet mange blogs i årernes løb, uden at jeg har kunne holde ved dem, men denne gang har jeg noget, jeg rigtig gerne vil arbejde med og have ud, ligesom jeg gerne vil kunne dele ud af mine erfaringer.

Sandheden er nemlig, at jeg er barn af en psykopat. Det vil hun næppe selv indrømme, men det er nok desværre sådan landet ligger. Jeg har altid vidst, at der var noget galt med min mor og vores forhold. Jeg kan huske at stå og sige, at jeg elskede hende, selv om jeg vidste, at det passede ikke, men det var det, hun ville høre, og det var det, jeg kunne gøre for at holde hende fra at gennemtæske eller smadre mig verbalt eller fysisk lidt endnu. Jeg kan huske, at jeg lovede mig selv, at jeg ville bryde al kontakt med hende, når jeg en gang blev voksen. Men inderst inde troede jeg fra tid til anden, at alle børn har det sådan med deres forældre, selv om mine veninder blev chokerede, når de så hende sparke til mig med støvler på eller hvad det nu lige kunne være.

Og da jeg blev større og ældre og begyndte at læse om psykopater, syntes jeg godt nok, der var mange sammentræf mellem psykopater og min mor, men jeg tænkte, at min mor kunne da ikke være psykopat. Sådan noget er mødre bare ikke.

Så var det, at hun pudsede sin hund på mig, da jeg var i 7. måned med min ældste søn. Jeg gik til læge, og fik en henvisning til psykolog, da jeg var “pårørende til alvorligt psykisk syge personer”.  Jeg fik en psykolog, der specialiserede sig i pårørende til psykisk syge, og midt i en af de første samtaler, spurgte ham mig så: “Har du en idé om, hvad din mor kan være?”, hvortil jeg svarede: “Altså, hun har nok nogle psykopatiske træk”. “Nej”, sagde han så; “Det er det, hun er.”

Det var lige præcist dér, jeg begyndte at komme videre med mit liv. Jeg afbrød psykolog-forløbet før tid, forbi jeg skulle til at føde og til at være mor selv. Men jeg arbejder stadig med at få det hele sat fast i en ny virkelighedsopfattelse og en accept af, at min barndom var meget, meget anderledes end andre børns, og at uanset hvordan man vender og drejer det, så har min mor aldrig elsket mig, og hun kommer heller ikke til det. Jeg har skullet finde vej gennem de mange løgne, jeg fik serveret gennem tiden. Især løgnene om mig selv har jeg skullet sortere i.

Min mor og jeg har ikke talt sammen siden omkring 1 år, før hun pudsede hunden på mig. Det var da hun ringede til politiet, fordi jeg ikke havde tid til at tale med hende, da jeg lige havde fået en ny kæreste.

Okay, jeg stopper for nu, men vender snart tilbage. Bl.a. vil jeg tale om, hvordan man genkender en psykopat, hvad en psykopat er, hvornår man skal acceptere, at man har været i klørerne på en psykopat, og hvornår man “bare” har fået sine følelser såret af et .ø.hul. Jeg vil også tale om mulighederne for at behandle en psykopat, og om hvordan man manipulerer en psykopat. Og måske lidt om, hvorvidt psykopati er arveligt.

I må gerne stille spørgsmål, og jeg kan lige besvare et, som jeg selv ville have lyst til at stille; er jeg selv psykopat? Nej, jeg er blevet næsten det modsatte. Hvad det er, og hvordan/hvorfor man bliver det, vil jeg komme ind på en anden gang.

Emneordssky